Hos Cricetos Hamsteropdræt går vi højt op i vores skønne dyr. Der er lagt oceaner af tid og kærlighed i alle vores unger, og kun det bedste er godt nok. Derfor har vi en række krav til vores købere, for at man kan komme i betragtning til en hamster.
Man skal blandt andet leve op til vores anbefalinger til bur, hjul, tilbehør, strøelse og foder. Ydermere skal man have sat sig ind i arten. Er man under 18 år gammel skal man have fuld forældreopbakning, og forældrene skal være indforståede med at de har det fulde ansvar for hamsteren, både økonomisk og pasningsmæssigt.
Når man køber en hamster hos Cricetos Hamsteropdræt får man livslang vejledning med til hamsteren. Der er ingen spørgsmål der er for små eller ubetydelige. Vi vil hellere spørges 10 gange for meget, end slet ikke.
Et kæledyr bør altid være et fællesprojekt i familien. Vi sælger ikke til familier hvor børnene selv skal stå for pasningen alene.
Unger som er født i opdrættet er altid velkomne til at komme hjem igen. Dette for at sikre os, at vores ungers liv altid lever op til de høje krav vi stiller til dens tilværelse og trivsel. Så hvis der opstår noget der gør, at hamsteren ikke længere kan være i familien, er den velkommen retur. Nogle børn mister interessen, og vi vil hellere have hamsteren hjem, end at risikere at den bliver "glemt" i et hjørne af børneværelset. Det er helt naturligt at børn kan miste interessen, selvom man forinden har snakket med dem om ansvar og forpligtigelser. Og så er det vigtigt at man tager affære. Det er gratis at aflevere hamsteren retur, man skal altså ikke betale nogle indleveringsgebyrer. Vi returnerer naturligvis ikke penge når hamsteren afleveres retur, men tilbyder dette som en gratis service. Hamsteren må meget gerne få sit vante udstyr med, så overgangen er lettere. Sælges hamsteren til anden side, vil vi meget gerne informeres så vi har et nogenlunde overblik over hvor ungerne befinder sig, så de ikke ender som kastebolde.