Den vinterhvide dværghamster er en sød og rolig hamster, der bringer stor glæde i det lille hjem, og holder af at være familiens midtpunkt. De har fået kælenavnet "pandekager", da de har tendens til at flade fuldstændigt ud i hænderne på deres mennesker, når de er trygge. De har fået deres navn "vinterhvid" da de om vinteren kan skifte til en hvid vinterpels. Det er ikke alle vinterhvide der gør dette, og nogle gør det kun halvt. Det ser både sjovt og sødt ud.
Oprindelse: Kazakhstan og Sibirien
Temperament: Vinterhvide er rolige og godmodige væsner, med et skønt temperament. De egner sig godt til både børn og voksne, og er en god førstegangshamster. De er skumringsaktive, men kan med træning og respekt lære at vågne så det passer bedre ind i husholdningens døgnrytme. Der er ikke forskel i temperament hos hanner og hunner, det handler om sindet hos den enkelte hamster.
Sygdomme: som opdrætter bør man altid bestræbe sig på at avle på sunde og raske dyr, med gode sind. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvilke sygdomme de forskellige arter kan have tendens til. Vinterhvide er især disponeret for Epilepsi. Dette viser sig ved stress, og dyr med denne sygdom bør øjeblikkeligt udelukkes fra avlen, og tages til dyrlægen. Epilepsi ses som voldsomme kramper. Vinterhvide kan også få diabetes, især i forbindelse med overvægt. Man bør derfor fodre dem korrekt med fedtfattigt foder, og undgå ting som tørret/frisk frugt, grundet det store sukkerindhold. Alle opdrættets dyr testes jævnligt for diabetes. Voksne dyr testes inden hver parring, og ungerne testes to gange inden de flytter hjemmefra, Der avles ikke på linjer hvor der findes diabetes. Derudover har hanner tendens til at få tilstoppet duftkirtel. Hamstere har flere duftkirtler, men den der sidder ca midt på maven, kan have tendens til at blive fyldt med sekret, og kan som følge heraf hæve op. Nogle hamstere skal have hjælp til at tømme denne. Dette kan gøres ved forsigtigt at klemme snasket ud, eller hvis der er hårdt, opløse det med en fugtig vatpind, og på den måde få det ud. Nogle vinterhvide kan have tendens til glaukoma. Glaukoma(grøn stær) er en øjensygdom, hvor trykket i øjet stiger. Det er utroligt smertefuldt og skal tilses af en dyrlæge akut. Alle små gnavere har tendens til at udvikle kræft, og dette gælder også campbells. Vær derfor opmærksom hvis din hamster får hævelser/knuder.
Hvis din hamster ændrer adfærd bør du altid konsultere en dyrlæge.
Sociale behov: I naturen lever vinterhvide i kolonier. Det er dog meget svært at møde disse forhold i fangenskab, og derfor anbefaler jeg ikke at man har mere end én hamster pr bur. Hvis hamsterne kommer op og slås vil den ene slå den anden ihjel, og det er ganske voldsomt og unødvendigt. Derfor hedder reglen for vinterhvide at 1 hamster = 1 bur, 2 hamstere = 2 bure.
Levealder: ca 1,5-2 år i gennemsnit. Nogle bliver ældre, nogle yngre.
Udseende: En vinterhvid bliver ca 8-12 cm lang, og vejer omkring 30-70 gram som fuldvoksen. Den vinterhvide hamster kommer i 4 farvevarianter, agouti, safir, pearl agouti og pearl safir.