Først og fremmest anbefaler jeg, at man melder sig ind i Dansk Hamster Forening, hvis man ønsker at avle på sine hamstere. Dernæst anbefaler jeg at man finder sig en velegnet mentor. Cricetos Hamsteropdræt tilbyder mentorordninger til nye opdrættere, der ønsker at blive en del af fællesskabet i Dansk Hamster Forening. Derudover tilbyder vi online-kurser i alment opdræt, samt genetikkurser inden for hver af de 5 domesticeredes hamsterarter. Derved håber vi at kunne klæde alle kommende opdrættere godt på, til at skabe et sund og dynamisk opdræt, der kan forbedre arten.
Det er vigtigt at tænke på følgende inden man laver en parring:
Hvad er formålet med parringen?
Bidrager denne parring til noget godt og brugbart for den samlede hamsterbestand?
Passer forældredyrene sammen?
Har hunnen og hannen den rette alder?
Har hunnen og hannen den rette vægt og en fin almen tilstand?
Har dyrene god type og godt temperament?
Har du råd til dyrlægeregninger hvis fødsel eller andet går galt?
Er du forberedt på at du kan miste hunnen hvis der opstår komplikationer?
Har du bure nok til at dele ungerne op i køn når de er 4 uger? Og til at beholde unger du evt ikke kan få solgt?
Nu til det praktiske.
Alder ved parring Hunnen bør få sit første kuld tidligst når hun er tre måneder, gerne senere. Hun bør få sit sidste kuld inden hun fylder et år. Hannen bør være mentalt parat. Jeg bruger ikke hanner yngre end 3 måneder.
Sammensætning/parring Ved avl med guldhamstere lader jeg ALDRIG dyrene gå i avlspar. Alle parringer foregår under fuld overvågning, og jeg sætter aldrig en han til en hun, før jeg er sikker på at hun er i brunst. Hunnen går i brunst hver fjerde dag, og man kan tjekke for brunst ved at stryge fingeren over bagpartiet på hunnen. Hvis hun løfter halen og stiller sig klar, er hun i brunst. Jeg vejer hunnen ved parring, og derefter hver anden dag, for at holde øje med vægtøgning i forbindelse med mulig drægtighed. Jeg parrer aldrig en hun der vejer under 130 gram.
Antal kuld pr hamster Hunnerne bør max få 2 kuld. I nogle tilfælde kan hunnen godt trække et tredje, men kun med MEGET god genetisk årsag! Hunnen bør få en pause på minimum 2 måneder fra fravænning af første kuld, til næste parring. Hellere trække et kuld for lidt, end et kuld for meget. En guldhamster kan få ca 8-17 unger pr kuld.
Fodring under drægtighed, diegivning og opvækst Det er vigtigt at den drægtige hun har noget at stå imod med, så hun har massere af energi og overskud til drægtigheden, diegivningen og pasningen af de små unger. Samtidig er det MEGET vigtigt at hun ikke er overvægtig, da dette kan skabe komplikationer under fødsel. Derfor er det altså alfa og omega at hunnen er i god fysisk stand og huld, når hun parres. Jeg fodrer hunnen efter almindelige anbefalinger i drægtigheden, og supplerer havregrød eller kattevådfoder hver 2-4. dag. Jeg laver grøden ved at opbløde finhvalsede havregryn i vand, og tilsætte friske hakkede krydderurter(og meget gerne en dråbe efa-olie). Det er vigtigt at fjerne grøden eller vådfoderet efter maks et døgn. Når ungerne begynder at spise giver jeg havregrød, babygrød(vegansk), frugtgrød eller kattevådfoder som tilskud dagligt. Jeg veksler gerne mellem hvad jeg giver. Fravænning af unger Ungerne bør opdeles i køn når de er 4 uger gamle. Derefter bør de gå med deres søskende af samme køn, til de er 5 uger. Når de er 5 uger gamle bør de være mentalt parate til at flytte ud til deres nye familier. Jeg anbefaler IKKE at man lader unger under 5 uger flytte hjemmefra.